Sydlige Caribien

Domburg (Surinam)-Man of War Bay (Tobago)

Vi sejlede i 3 ½ dage videre op langs kysten, forbi Guyana (Engelsk Guyana) og Venezuela og endte på Tobago, i Man of War Bay, hvor sorte rasta Nigel fra Blågårdsgade en dag modtog os på broen med et friskt “Hej København, Jeg bor på Blågårdsgade og har en datter der hedder Lulu”. Det viser sig at Lulu er niece til Sally, vores nabo i LLB. Hvor lille er verden så??
Tobago er Paradis på jord. Jaahhh mannn. Okæ, mannn. Sunshine, Sunshine reggae, men myndighederne kan godt lide gammeldags carbon papir. Spørg evt. far eller mor.

Man of War Bay (Tobago)-Chaguaramas (Trinidad)

Vi havde en aftale med Bente og Benny (Kurt’s tidligere kollega gennem mange år) på Trinidad som vi var på nippet til at måtte droppe pga. vindror situationen, men vi nåede det lige med en dags forsinkelse. De havde lejet en lille hytte oppe i bjergene på nordkysten af Trinidad. Vi mødtes på Loa den første dag og sejlede en lille tur til Scotland Bay, omkring to sm fra Charguaramas. Her havde vi en herlig badedag i en fantastisk natur. Vi sejlede tilbage til vores bøje henad eftermiddagen, og kørte herfra med Bente og Benny gennem Port of Spain, købte ind til et par dage, og videre ad små bjergveje med ufattelige stigninger til deres bjerghytte. Et lille vidunder af tømmersnilde. Der var ikke brugt et eneste søm eller skrue, men alt var notet sammen, og alt gjort af lokalt hardwood af en slags. Fantastisk fint. Vi overnattede her to nætter i hemsen og hyggede med Bente og Benny, spiste god mad og gik på bjergvandring indtil vi måtte tilbage til Loa og lave lidt arbejde med vandpumpen som skulle skiftes. Tak for et par fantastiske dage i Trinidads bjerge.

Charguarams (Trinidad)-Prickley Bay (Grenada)

Overfarten til Grenada fra Trinidad blev karakteriseret af bidevindssejlads, modstrøm og popkornsvand de første mange timer. Årsagen til at vi havnede under de forhold var at vi blev nødt til at lægge en rute som skulle sikre at vi ikke kom ud for at blive overfaldet af Venezuelanske pirater. Derfor måtte vi lægge en østlig kurs som skulle sikre at vi kom øst om de Venezuelanske gasfelter i god afstand, og dermed følge Trinidads nordkyst i østlig retning hvor strøm og vind er imod. Så vi havde en hård tid indtil vi gradvis kunne begynde at falde af i mere nordlig retning. Først henad morgenen begyndte det at ligne ordentlige cruise forhold. Men igen havde vi stor glæde af vores vindror, som håndterede bidevind sejlads som en mis. Vi pakkede os godt ind under sprayhood’en under hele sejladsen. Turen var en af de mindre sjove, og tog næsten et døgn. Til gengæld havnede vi i Prickley Bay under de bedst mulige forhold med høj sol og stille vand. Nu nyder vi vores liv igen.
Havde det ikke været for toldmandens ekstremt nedladende arrogance havde vi haft en hel første dag med lutter opture. Men han var dog det værste af slagsen. Ikke et ord mere om ham.
Grenada er en meget fin ø, meget venlige mennesker dejlig natur og vejret er jo Caribisk. Desværre kunne vi ikke blive her så længe da vi havde aftale med Helle om at mødes på Curacao, så vi blev her kun i 3 dage før vi måtte bryde op.

 

Grenada-Curacao

Turen fra Grenada til Curacao var planlagt til at vare ca. 3 dage men endte med at tage lidt over 3 1/2 dag. Da vi var nord for Bonaire kl. 12 eftermiddag var vi klar over at vi ikke kunne nå indsejlingen til Spanish Water på Curacao inden det blev mørkt. Alle steder vi havde læst blev vi anbefalet at undgå at sejle ind ved nattetide da indsejlingen er meget snæver. Så vi satte farten ned og indstillede os til at ligge bi resten af natten udenfor indsejlingen. Det var lidt træls men da morgenlyset gradvist begyndte at afdække konturerne af det spøgelsesagtige landskab som nattemørket havde præget vores forestilling med, åbenbarede der sig et paradis som vi ikke rigtigt kunne forestille os ville være et sted hvor vi kunne indgå. Men vi havde en aftale så vi gik ind i Spanish Water med små forventninger om at vores midler var tilstrækkelige til at bliver her i blot en lille uges tid. I den første marina på vejen ind gennem den snævre kanal lå der en lyst yacht med helikopter stående på agterdækket, og de øvrige fartøjer i marinaen havde dingy’er på størrelse med Loa hængende i kraner med 150 hp påhængsmotorer i hækken. Vi lukkede øjnene og fortsatte mod den marina som vi havde aftalt at skulle mødes med Anita’s veninde Helle om 2 dage. Marinaen hedder Seru Boca Marine og ligger i den sydvestlige del af Spanish Water bugten, er en hyggelig lille, forholdsvis billig marina med stor sikkerhed og alle de nødvendige faciliteter, bla. et effektivt WIFI. Derudover har vi kva vores plads i marinaen, adgang til det nærliggende hotels pool, pragtfulde koralsand strand og 20% på drikkevarer i strandbaren. Sååååhhh….. whats not to like. To gange om ugen bliver vi af Norwin fragtet til det nærmeste supermarked for at tanke op på lagrene. Det hører også med til at opholde sig her.
Helle stødte til os på Iguana cafe i Wilhelmstad lige ved siden af svingbroen mellem bydelene Punda og Otrobanda. Broen er fra 1830’erne og er for nyligt blevet restaureret. En mærkelig men sjov konstruktion. Nu om dage bliver den åbnet/lukket af nogle kraftige påhængsmotorer der trækker/skubber den ene ende af broen. Gad vide hvad de gjorde før damp-/dieselmotoren blev opfundet.
Helle blev indlogeret i bagbord køje i salonen, og herfra udgik hendes 12 dages ophold hos os på Curacao, med en lille afstikker på to dage på Klein Curacao, en lille paradisisk ø 15 sømil sysdøst for Curacao. Turen tog omkring 6 timer, da vi måtte krydse hele vejen, så det endte med at vi fik sejlet 22 sømil. Stakkels Helle. Men hun kom hurtigt over strabadserne og dagen efter hoppede vi alle i vandet og svømmede ind på den dejlige koralsand strand vist nok med et par kolde i køletasken. Hjemturen gik plat læns i næsten lige linie tilbage til Seru Boca marina på små 3 timer.

Related Images: